Så er det ved at være tid til, at du skal tilmelde dig til årets fedeste seniordivisionstur, som du og dit sjak kan blive de ærefulde vindere af. Men det kræver selvfølgelig at I kan mestre nogle af spejderlivets ædle kunster og har viljen til sejr. I år vil turneringen blive præget af et gammelt mysterium, som I alle vil nå at stifte bekendtskab med i løbet af weekenden.
Turneringen er en gammel tradition blandt seniorer i Amager Division og der har gennem tiderne været stor prestige i at vinde den eftertragtede vandrepræmie og nogle af de hårde dyster. Men som altid, så gælder det hele ikke kun om konkurrence, så der er selvfølgelig plads til alle som gerne vil have en hylende skæg og udfordrende weekend. Der vil som altid være banket/fest lørdag aften.
For de helt uindviede kan det fortælles, at en Seniordivi er en tur, hvor der skal løses forskellige former for opgaver og forhindringer skal forceres, men på et plan hvor alle kan være med. Der lægges oftest vægt på sjakkets evne til at samarbejde, løse opgaver, kokkerere og orientere sig. Opgaverne kan være af forskellige håndværksmæssige karakterer eller også kan opgaverne kræve mod og styrke, samt en hurtig hjerne.
En divisionsturnering bærer som regel et tema, som vil være den røde tråd gennem hele turneringen på godt og ondt. Undervejs vil der blive givet point for de løste opgaver, som til sidst regnes sammen til det endelige resultat
Fredag aften går aften/natløbet i gang og en række poster skal gennemføres før man kommer frem til overnatningsstedet. Lørdag vil der komme flere forhindringer og opgaver der skal løses inden man når frem til en ny overnatningsplads og banketten kan gå i gang. Søndag er turneringens sidste dag, hvor de sidste point skal hentes hjem inden frokosten, hvor der også er kritikmøde over turneringen. Til slut bliver resultaterne offentliggjort ved en parade og præmierne overrækkes til de hårdt kæmpende vindere.
For at kunne deltage skal I:
- være i den modne senioralder 15-? år (Ældre tropsspejdere er også velkomne)
- være 2 eller 3 i hvert sjak
- kunne afsætte den tredje weekend i marts 2012
- være villig til at betale 280 kr. for en spændende weekend.
Vandrepræmier for seniorer og oldboys kan kun vindes af sjak fra Amager division, men turneringsøksen kan vindes af alle. Det er for hvert deltagende sjak muligt at invitere et venskabs-sjak udenfor Amager division med på turneringen.
Start: Fredag d. 16. marts ca. kl. 18.30
Slut: Søndag d. 18. marts kl. 14.00
Tilmelding skal ske sjakvis til teamet pr. mail og de 280 kr. pr. person skal indsættes samlet på konto 4130-3141017187 senest d. 1 marts 2012 i sjakkets navn. Sjakket er ikke tilmeldt før jeres betaling er registreret. På tilmeldingen skal der oplyses: Sjaknavn, antal personer, navn på kontaktperson, samt kontaktpersonens mobilnummer og mailadresse.
Yderligere info om turneringen vil blive sendt til jeres kontaktperson ca. 10 dage inden turneringens start.
Med Seniorbrøl
Teamet Amager division.
Tilmelding og evt. spørgsmål sendes til: Seniordivi2012@Gmail.com